Hvis ikke filmbranchen formår at omstille sig til digital udlejning i tide, kan DVD-formatet ende med at koste filmbranchen lige så mange penge, som det svigtende CD-salg har kostet musikbranchen. Sådan lyder advarslen fra kopisterne i Piratgruppen.

eliminate_duplicates(‘readmore1′); paginate_list(‘readmore1′, 10);Advarselslamperne bør begynde at blinke blandt filmdistributørerne. Efter en årrække med stigende omsætning i salget og udlejningen af DVDer er markedet nu stagneret. Ifølge Piratgruppen kan det være et tegn på, at filmindustrien står over for en lige så brat opvågnen som musikbranchen, da CD-salget begyndte at rasle ned.

»Det, der kunne hjælpe filmindustrien, er, at de accepterer det faktum, at de konkurrerer med noget gratis. Det var dér, musikindustrien fejlede. De sagde: »Det er ulovligt!« Og så nægtede de at tilbyde noget, der var bedre eller anderledes end det, man kunne finde gratis,« siger talsmand for Piratgruppen, Sebastian Gjerding.

Den kritik møder forståelse hos direktøren for Blockbuster Danmark, Søren Heilmann.

»Vi vil hellere end gerne udbyde filmene digitalt, men det er klart hos filmstudierne og på distributørsiden, at man har det største dilemma. De vil tjene mindre pr. transaktion, hvis markedet bliver præget af digital udlejning. Sammen med udbyderne bliver de derfor nødt til at satse på at øge frekvensen på filmforbruget hos forbrugeren,« siger han.

Få digitale udlejere

I øjeblikket er der kun enkelte udbydere af digital udlejning, heriblandt TV2s onlineservice Sputnik Film. Her kan man streame en række udvalgte filmtitler. Hos film- og distributionsselskabet SF Film barsler man umiddelbart ikke med nogen digital downloadplatform. Det begrunder medlem af Antipiratgruppen og salgs- og marketingdirektør hos SF Film, Thomas Schultz, således:

»Der skal være et lovligt alternativ til ulovlig, digital downloading, men vi har ikke så mange penge i vores industri, at vi har råd til at kaste os i et filantropisk forsøg på at lave en sådan service. Det kan vi kun gøre, hvis vi ved, at der er brugere nok, der vil betale en ordentlig pris for filmene.«

Ifølge Thomas Schultz bliver det ikke økonomisk rentabelt for eksempelvis SF Film at lave egen digital udlejningsportal inden for kort tid.

»Det skulle være som branche, at vi skulle have en portal, for som enkeltstående distributør har vi kun meget begrænsede filmrettigheder. Til gengæld kan man ikke forestille sig en fælles portal. Vi vil jo alle have vores egen forretning,« siger han.

Blockbuster på vej

Blockbuster Danmark er ved at forberede sig på at tilbyde rendyrket digital udlejning. Blandt andet som modsvar til amerikanske Apple, som til foråret vil tilbyde digital udlejning via deres iTunes-program. Søren Heilmann vil dog ikke ud med, hvor længe det varer, før Blockbuster for alvor åbner krigen på det digitale udlejningsmarked.

»Apples tiltag ligger et fortsat pres på andre aktører i branchen. Vi har vores interne deadline for det, men vi arbejder aktivt på det i øjeblikket. Om det hedder 2008 eller 2009 for vores vedkommende, vil jeg ikke lige ind på,« siger Søren Heilmann.

Hvem der vinder kapløbet, er et åbent spørgsmål. Piratgruppen anslår, at det er mellem 30-40 procent af alle danske netbrugere, som allerede downloader film gratis.

Distributørernes omsætningen i salg og udlejning af DVD-film (i mio. kr.)

Kilde: Foreningen af danske videogramdistributører