En ny iPhone er på trapperne. Apple meddeler, at den kommer i handlen i USA den 19. juni.
Det amerikanske IT-selskab Apple har udviklet næste generation af den populære iPhone, der blandt andet fungerer som en mobiltelefon med internetmuligheder.
På Apples årlige konference i San Francisco bekræfter selskabets vicedirektør for marketing, Phil Schiller, at der er en ny iPhone på vej. Den hedder iPhone 3GS og kan blandt andet optage video.
- “S” står for speed (hastighed), for det er den kraftigste iPhone, vi nogensinde har lavet. Det, der er inden i den, er helt nyt, siger han.
Den nye model vil i USA koste 199 dollar for 16-gigabyte-udgaven. Den fås også med 32 gigabyte til 299 dollar.
Ifølge Schiller nedsættes prisen for den gamle iPhone 3G til 99 dollar.
Direktøren siger i øvrigt, at en ny generation af operationssystemet frigives den 17. juni og gratis vil kunne downloades af indehavere af de smarte telefoner.